midde christian

 

Nyt perspektiv og nye udfordringer

Et tungt kapitel - med en lykkelig slutning for den lille familie - er til ende. Brevene bliver gemt væk

Afstemningen i zone 1 ligger forude - genforening er målet


I 1700-tallet var Slesvig et af de bedst stillede områder under den danske konge. I 1919 er Sønderjylland forarmet og dårligt stillet i forhold til Danmark. I januar - februar 1920 er Christian med til valgmøder: Asserballeskov 19/1, Frydendahl 1/2, Augustenborg 2/2, Ertebjerg 5/2 og Nordborg 8/2. På afstemningsdagen 10. februar 1920 - kransebinding og optog i regnvejr. Christian bemærker: "Flaget ikke hejst i Skolen".  Næste dag kl. 5 - Fest i Skolen. 12. februar: Flaget hejses i Skolen. Til fest med børnene i Kroen. Zone 1 har stemt sig "hjem til Danmark". Genforeningsfesten på Dybbøl 5 måneder efter: Søndag den 11. juli og to dage efter er "Kongen på Hygebjerg":

 

Der er meget at se til: Gælden til J. Ernst Jørgensen bliver sagt op, og der optages nyt lån i Folkebanken. Christian bliver sekretær i Asserballe Ungdomsforening og han spiller dilettant samme sted. Danebod Højskole får en plads i familiens liv: Søndag den 17. august 1919 er Christian "til Møde i Øvelgønne" (den gård, hvor højskolen etableres). 14 dage efter: "Tegnet 500 kroner i Andel i Højskolen" - og efterfølgende nævnes en række arbejdsopgaver, der udføres i forbindelse med skolens opstart. Den nye karl på Toftegård - Ernst - "hentet brædder i Sønderborg til Højskolen". Krigen har selvsagt påvirket Christian meget, men det har opholdene på Dalum Landbrugsskole (1910-11) og Ryslinge Højskole (1908-09) også. Familien bliver en del af "den folkelige vækkelse", der er spiret i Danmark et halvt århundrede før - med genforeningen også en realitet i Sønderjylland. N.F.S. Grundtvig og Chresten Kold er for længst døde, men det tankegods, de efterlod, kom alligevel forbi Asserballeskov.

Midde og Christian har hinanden, de er dygtige og arbejdsomme og efter nogle hårde år er Toftegård et veldrevet landbrug. 50 år senere er Sønderjylland fuldt på højde med resten af Danmark.

I foråret 2018 spørger jeg Marie Henriksen, der bor på plehjemmet i Augustenborg - og som kan huske Christian Vogt, hvordan han så var? Hun svarer:"Han var jo velhavende - de var de første i Asserballeskov, der havde bil, men folkelig var han jo ikke".

Det har jeg tænkt en del over senere.

Hvis nogen spurgte Christian, hvad han havde oplevet i krigen, sagde han:"Det skal vi ikke snakke om", og Midde gemte brevene ned i en mørk skuffe, og stillede de udfyldte lommebøger hen i reolen til de andre. Et mørkt kapitel skulle lukkes for Christian og for mange sønderjyder i samme situation som han. De gik ikke til psykolog dengang, og det er tænkeligt, at det, de havde i bagagen fra krigen har gjort dem noget "u-folkelige" - de afleverede nok tornysteret på kasernen, men det var som om, de slæbte noget af indholdet med hjem.