Christian kommer igennem en lang krig og et langt fangenskab. Mange år senere antydede en mand fra lokalområdet at: "Vogt dukkede sig" - altså at han havde opført sig kujon-agtigt. Det blev en del af en forsimplet logik - og kunne blive til et grimt eftermæle: De, der ikke gik til i krigen, var kujoner! Når man læser brevene, er det tydeligt, at virkeligheden er meget mere indviklet. Når en granat rammer din skyttegrav, så kan du godt "dukke dig", men det er tilfældigt, om du overlever eller bliver begravet. Det er også tilfældigt, om nogen graver dig fri eller du dør af kvælning. "Manden med antydningen" mistede både far og farbror - eftertiden laver sine egne forklaringer.

Christian melder sig ofte til udstukne opgaver. F.eks. ved Verdun sommeren 1916 til en gruppe af "trägere" - der skal bæres håndgranater ud i første linje - der er ikke noget kujon-agtigt over det. Situationen er beskrevet umiddelbart efter hændelsen, så der er ikke tale om erindringsforskydning eller "digt" - han er bare heldig, de franske kugler rammer ham heller ikke den dag.

Bag citatet øverst på siden har vi et andet eksempel: Egentlig skulle Christian den 13. juli 1915 have deltaget i et stormangreb, i stedet kom han til at føre franske fanger tilbage. Sikkert et ubehageligt job, men uden den store risiko. Christian har heldet med sig, han opfører sig klogt - hans intuition og fronterfaring hjælper ham i mange situationer.

Der blev i 1970erne udgivet værker om soldaters og kz-fangers overlevelsesmuligheder. En af konklusionerne var, at mennesker, der kunne bevare "en mening med tilværelsen", havde de bedste chancer for overlevelse. Christian ville hjem igen.