midde christian

 

Alt det, de havde håbet

Hverdagen er næsten aflyst -

der skal dog stadig pløjes, slåes tidsler og luges gulerødder


Torsdag den 3. juli ankommer Christian med skibet "Sct. Thomas" til Ålborg. Den sønderjyske Fond i byen har tilbudt at arrangere hjemkomstfest for de sønderjyske krigsfanger. Midde har fået udstedt rejsepas i april, og det skal hun bruge for at komme til Danmark. Lørdag den 28. juni tager hun damperen fra Sønderborg til Fåborg. Derfra videre med tog mod Ålborg. Togdriften i Sønderjylland kører på lavt blus. Midde må have taget lommebogen med. På billedet ovenfor kan man se en lang streg med pile. Sætningerne ud for den 28. juni og 12 dage frem er skrevet af Christian - så på et tidspunkt i løbet af juli måned, har de to nok sat sig ned for at skrive lommebog sammen. Fredag den 4. juli har nogen været i skoven efter grønt og dagen efter er der bundet guirlande. Samme dag som festen i Ålborg slutter. Man kan i lommebogen ikke se, hvilken dag Christian kommer hjem - det må være søndag d. 6. juli - sent - sammen med Midde. Fredag d. 1. august: "Christian kommen igen"  - 3 dage før tager han til Lokstedt ved Hamborg - formentlig for at afmønstre fra IR16. Rejseudgifter til Ålborg er anført ud for mandag den 7. juli: 441 Mark. Den dag er der også besøg af "dem fra Bro og Hagenbjerg". Nedenunder program for festen i Ålborg:

Menuen fredag aften: Forret: Kogt rødspætte, Hovedret: Kalvesteg, Dessert: Is National.

- og så blev der sunget - festdeltagerne fik udleveret et sanghæfte, som de blev bedt om "at opbevare". I en af sangene - med følgetekst: "Hilsen til de sønderjyske Krigsfanger" - skrevet til lejligheden - står der:

Men, Brødre, saa værer I rede

til Brydningens sidste Dag

Hver Pæl skal I flytte dernede

og hejse vort Korsbannerflag

En anden kamp venter: "Brydningens dage" - den nationale kamp i forbindelse med den genforening, Midde og Christian håber på.

Der sker meget efter hjemkomsten: De daglige gøremål og de store begivenheder smelter sammen. Brevene fra Christian holder - af gode grunde - op. Herfra kan Midde og Christians verden kun opleves gennem lommebogen, og den medtager ikke "tro, håb og kærlighed". I et brev fra 8. oktober 1914 skrev Christian:

"Give Gud vi igen kan være sammen,
så først vil vi rigtig forstå hinanden,
og leve for hinanden."

Det skete så, men der skulle gå 4 år og 9 måneder, før det kom dertil.